Lejevilkår

Her kan du se vores almindelige lejevilkår

 
a) Brugerbetingelser
Vi gør lejer opmærksom på, at ved indgåelse af denne lejekontrakt handler man lejen hos Lej Et Lig ApS og forsikringen af Biludlejning & Forsikring ApS. Såfremt lejer kan dokumentere, at lejer er dækket af egen forsikring (f.eks. ved kreditkort eller lignende), skal dette oplyses personalet ved afhentning af bil.
Lejeperioden strækker sig fra tidsrummet 09.00 - 08.00 næste dag. Bilen kan godt afleveres udenfor butikkens åbningstider dog for eget ansvar. Undladelse af at aflevere køretøjet til aftalt tid og sted falder ind under straffelovens § 293 (tyveri af køretøjet).
Kun ved særlig påtegning af udlandsforsikring á 105 kr pr dag på kontrakten må bilen føres eller bringes uden for landets grænser, dog kun til Sverige eller Norge.
Ved udlandskørsel er der 100 fri km pr. døgn uanset biltypen, og der betales kr. 3,00 pr. ekstra kørt kilometer.
Hvis bilen bliver kørt til udlandet uden udlandsforsikring, betales der et overvågningsgebyr på 500,- udover, at forsikringen bliver opkrævet.
Bilen må kun føres af lejeren og medlejere, som er påført lejekontrakten med kørekortsdata.
Alle køretøjer er inddelt i bilgrupper. En reservation kan kun bekræftes inden for de viste grupper - enkelte tilbud omfatter kun udvalgte bilgrupper. De nævnte bilmodeller er kun eksempler på bilens størrelse, motortype og udstyr. Der er således forskellige modeller inden for hver bilgruppe.
Føreren skal være min. 21år gammel og have et gyldigt kørekort og have haft det i mindst et år.
Lejekontrakten skal altid opbevares i bilen, når denne er i brug.
Eventuelle reklamer på køretøjet må ikke fjernes, tildækkes eller på anden måde skjules, hvis reklamerne fjernes opkræves den maksimale selvrisiko uanset tegning af ekstra forsikring.
Parkeringsafgifter og færdselsbøder betales af lejer. Hvis udlejer betaler p-bøde fratrækkes lejer yderligere kr. 250 i ekspeditionsgebyr.
Der må ikke ryges i bilerne.
Der må ikke transporteres husdyr i bilen.
Er der tydelige tegn på at der er blevet røget i bilen eller bilen er blevet brugt til transport af husdyr vil der blive trukket et rengøringsgebyr på kr. 6.000.
Returnerer du bilen med skader, faktureres der separat pr. skade (ridser og skader på dæk og fælge samt stenslag i ruder mv.).
Prisen afhænger af skadens omfang og karakter.
Ved afhentning skal fremvises gyldigt kørekort, sygesikringsbevis og kredit/dankort for lejer/fører samt medlejere.
Lejeren af bilen skal have CPR-nummer samt dansk adresse.
Ved udlejning til firma skal fremvises CVR-bevis
Køretøjet lejes og skal derfor også afleveres i rengjort stand.
Benzinmålerens nål er over det røde felt, dvs. advarselslampen lyser ikke ved lejens start og må heller ikke gøre dette ved returnering. Hvis en advarselslampe lyser, skal personalet have besked om dette med det samme.
Lejer fylder selv brændstof på bilen.
Ved hændelige uheld fx punktering, hvor der rekvireres hjælp, sker dette for lejers regning.
Ved langtidsleje - 14 dage eller mere, er det lejers pligt at efterse oliepindens status.
Lejer er informeret om, at køretøjet skal udskiftes på forespørgsel fra udlejer. Dette giver ikke ret til kompensation for ulejlighed samt ekstra kørte kilometer. Idet lejer modtager en forespørgsel fra udlejer, skal køretøjet udskiftes indenfor 7 dage eller efter nærmere aftale. Såfremt denne frist overskrides, pålægges et gebyr svarende til DKK 250 pr. dag, inkl. moms, eller udlejers omkostning i forbindelse med udeblivelsen foruden lejen indtil aflevering.
Udlejer kan opsige kontrakten uden forudgående varsel.
Reparationer må kun foretages efter forudgående tilladelse fra udlejer. Heraf følger, at manglende tilladelse vil medføre at udgifter til transport, værksted m.m. ikke refunderes.
I tilfælde af motorstop eller andre tekniske problemer kontaktes udlejer på tlf.: +45 70254525. Uden for åbningstid vil telefonsvareren henvise til et vagttelefonnummer.

b) Misligholdelse
Køretøjet må ikke benyttes:
  • a. Til person- eller godstransport mod betaling, hverken direkte eller indirekte medmindre lejer har de nødvendige tilladelser.
  • b. Udenfor asfalteret vej.
  • c. Til nogen form for motorsportsarrangementer, kørekursus eller testkørsel.
  • d. Til kørsel med gods, der medfører lugtgener eller usædvanligt slid.
  • e. Til transport af hunde eller andre husdyr.
  • f. Af personer som er påvirket af spiritus, narkotika eller medicin.
I tilfælde af lejers misligholdelse af nærværende lejekontrakt kan udlejer udøve sædvanlige misligholdelsesbeføjelser efter dansk rets almindelige regler herom, herunder hæve kontrakten, foretage modregning og kræve erstatning, jf. litra g.
Ved forsinket aflevering betales et gebyr på 150 % af døgnlejen pr. påbegyndt døgn + kr. 100 pr. påbegyndt time.
Ved aflevering i urengjort stand eller med mangelfuld optankning opkræves et gebyr på minimum kr. 350. Gebyret fratrækkes i det indbetalte depositum.
Udlejer har ret til eventuelt med fogedrettens og politiets hjælp - at foranledige tilbagetagelse af køretøjet ved konstateret misbrug i lejeperioden.
Lejer vil ikke kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i tilfælde af udlejers retmæssige tilbagetagelse. Lejer kan endvidere ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i tilfælde af force majeure.
Ved betalingsudeblivelse overdrages udlejers tilgodehavende til inkasso ved udlejers advokat.
Såfremt politiet eller anden offentlig myndighed vurderer, at køretøjet under lejemålet har været benyttet til ulovlige eller uhensigtsmæssige formål kan disse uden videre inddrage bilen uden at lejer i den anledning har krav på erstatningskøretøj eller økonomisk kompensation. Eventuel transport sker for lejers regning. Myndighederne har tilladelse til at føre køretøjet ved inddragelse.

c) Betalingsbetingelser
Forudbetaling af lejebeløb og depositum finder senest sted ved køretøjets afhentning. Betaling sker kontant eller med Dankort.
Den oplyste pris inkluderer gældende kilometer, forsikring og moms.
Depositum udgør kr. 1.500.
Ved afbestilling af enhver booking senere end én uge før lejeperiodens påbegyndelse, betales én dags fuld leje. Ved afbestilling af enhver form for booking samme dag, som lejeperiodens påbegyndelse betales én dags fuld leje samt et afbestillingsgebyr på kr. 250.
Ved ændring af booking betales et gebyr på kr. 100.
Lejer giver ved underskrift udlejer ret til at debitere lejers debet-/kreditkort for misligholdelse jf. litra b og i forhold hvor lejer har fået p-bøder eller afleveret bilen retur i urengjort stand. Kvittering sendes til oplyste adresse.

d) Forsikringsforhold
Lejer accepterer sin forpligtelse til at beskytte udlejers interesser i tilfælde af skade eller anden forsikringsbegivenhed ved at:
  • a. Uden forsinkelse at underrette udlejer om enhver opstået skade.
  • b. Skaffe navne og adresser på alle implicerede parter samt på eventuelle vidner.
  • c. Undlade at anerkende ansvar eller skyld.
  • d. Undlade at forlade køretøjet uden at der er truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.
  • e. Underrette politiet omgående såfremt en anden parts skyld skal fastslås, eller hvis der er tale om personskade.
  • f. Udfylde og aflevere skadesanmeldelse omgående på udlejers forespørgsel.
Undladelse af ovenstående vil medføre bortfald af forsikringsdækningen.

Køretøjet er ansvars- og kaskoforsikret. Lejer kan kun opnå erstatning fra forsikringsselskabet i det omfang forsikringsselskabet anerkender sit erstatningsansvar.
Forsikringsdækningen omfatter KUN de personer lejekontrakten omfatter.
Såfremt tredjemand har været fører af bilen gælder INGEN forsikringsdækning i skadestilfælde og lejer og evt. medlejer/e hæfter solidarisk.
Ved skadestilfælde udfærdiges fyldig og oplysende skadesrapport af lejer, med påtegning om skyldspørgsmålet.
Skadesrapporten underskrives af de i uheldet implicerede dvs. evt. modpart.
Lejer er ansvarlig for enhver skade på køretøjet, hvis ikke der optages politirapport i tilfælde af ulykke.
Ved ulykke er lejer forpligtet til at kontakte udlejer omgående på tlf.: + 45 70 25 45 25.
Hvis der er flere implicerede er lejer ydermere forpligtet til at rekvirere kontaktdetaljer af modparten.
Laver du en skade(også småskader) på udlejningsbilen, uden at gøre os opmærksom på dette indenfor 24 timer vil vi opkræve et gebyr på 2.500 kr. for indhentning af skadeoplysninger og taksering.
Forsikringen dækker under ingen omstændigheder hærværk eller uforsvarlig kørsel.
Hvis gældende færdselsregler ikke er overholdt, opkræves den maksimale selvrisiko uanset evt. tegnede forsikringer.
Udlejer er ikke ansvarlig for private genstande, som bliver beskadiget, tabt eller glemt under eller efter lejemålet.
Lejer er ansvarlig for udlejers udgift til reparation, bugsering eller erstatning af køretøjet såfremt dette er blevet beskadiget eller stjålet i udlejningsperioden. Lejer accepterer at skadesomkostningen faktureres i henhold til udlejers skadeskatalog.
Lejer opkræves den maksimale selvrisiko såfremt originalnøglen bortkommer, og køretøjet bliver stjålet uanset evt. tegnede forsikringer. Nøglen skal opbevares forsvarligt og lejer skal straks informere udlejer, når lejer bliver opmærksom på, at nøglen er væk.
Ved skader på taget på varevogne med forhøjet tagkonstruktion, samt ved skader på alukasse eller lift, vil der dog altid være en selvrisiko på 6000 kr uanset tegning af ekstra forsikring. Dette gælder også uforsvarlig kørsel, som f.eks. påkørsel af porte samt kørsel med liften nede eller kørsel hvor dørene ikke er lukket forsvarligt.
Ved misligholdelse af billejeaftalen herunder ulovlig erhvervskørsel, ikke-anmeldte skader, kørsel uden gyldig billejeaftale etc. vil dette medføre at evt. ekstra forsikring bortfalder under billejeperioden.

e) Selvrisiko
Lejer og evt. medlejer/e hæfter solidarisk for selvrisikoen på 6.000 kr. for enhver skade på det lejede. Beløbet kr. 6.000 indbetales straks på kontoret. Modregning af det indbetalte vil ske, så snart skadens omfang er opgjort af forsikringsselskabet.
Dette gælder hvad enten skaden kan tilregnes lejer og eller medlejer/e eller tredjemand. Hæftelsen omfatter enhver anden aktivering af selvrisikoen, f.eks. skade på andre køretøjer/trafikanter, tyveri, anden overlast m.v.
Udlejers tilbageholdsret og modregning i det indbetalte depositum gælder indtil ethvert spørgsmål omkring hæftelse for selvrisiko er afgjort, herunder forsikringsselskabets afgørelse af skyldspørgsmål.

f) Depositum
Depositum tilbageholdes i 4 bankdage efter køretøjets aflevering, og udbetaling finder sted i butikken. Udbetaling kan kun ske i hverdagene.
Hvis depositum skal tilbagebetales via konto skal dette oplyses ved afhentning af bil i butikken, eller skriftligt på mail efterfølgende.
Der opkræves et overførselsgebyr på kr. 25,00.
Ved enhver skade på det lejede - uanset årsag - er udlejer berettiget til at foretage tilbageholdsret i det indbetalte depositum.
Udlejer er endvidere berettiget til at foretage modregning i det indbetalte depositum i forbindelse med beskadigelser, opkrævning af gebyrer m.v., jf. i øvrigt litra b og c.

g) Erstatning
Lejer er ansvarlig for skader m.v. efter almindelige erstatningsretlige regler, jf. Færdsels- og Erstatningsansvarsloven. I forholdet mellem lejer og udlejer har udlejer tilbageholdsret i det indbetalte depositum samt ret til at hæve selvrisikoen på 6.000 kr. på lejers kreditkort indtil en endelig ansvarsplacering er fastlagt, jf. især Færdselslovens §§ 104 og 108. Lejer er endvidere ansvarlig for udlejers avance- og driftstab, herunder afsavnserstatning. Udlejer er ikke ansvarlig for evt. tab, som lejer måtte få som følge af nedbrud elller forsinkelser opstået pga. stop.

h) Lovgrundlag og lovvalg
Lovgrundlaget for nærværende lejekontrakt er Færdselsloven og dansk rets almindelige lejelovgivning. Enhver tvist i forbindelse med nærværende kontrakt afgøres efter dansk ret ved udlejers værneting.

i) Betaling
Der kan betales kontant eller med Dankort i butikken og med Dankort/kreditkort online.